Jeg tænker derfor er jeg

koglekirtlen (Corpus Pinedale) kirtlen er på ca. 0,15 g og med form som en grankogle; placeret på den forreste del af hjernestammens overside mellem firhøjene. Den er et søsterorgan til hypofysen og kaldes derfor også epifysen.

Og hvorfor nævner jeg så den?… 

Koglekirtlen blev betragtede af den franske filosof og naturvidenskabsmand René Descartes som sjælens sæde.

Descartes var en af grundlæggerne af den moderne filosofi. Han var den første til at formulere dualismen og deraf en af konsekvenserne ift. “Sjæl-legeme problemet” som består af spørgsmålene: Hvad er forholdet I mellem sjælen og legemet, og hvilken af de to er den mest grundlæggende?

Han beskrev sin filosofi i sit værk “Metafysiske meditationer”. 

Descartes brugte den klassiske skepticismes argumenter til at frembringe en metodisk tvivl (også kendt som Kartesiansk skepticisme) Via forskellige klassiske argumenter i form af kritik ift det vi sanser, såede han tvivl om alt, selv eksistensen af omverdenen uden for vores ego (jeget/den inderste dig/Solipsisme). 

Descartes skrev følgende:

“Alt, hvad jeg hidtil har anset for at være det mest sande og sikre, har jeg lært af mine sanser – men af og til har jeg erfaret, at sanserne har snydt mig, og det er klogt, aldrig at stole fuldstændig på den, der blot én gang har narret dig.”

Grundet sin observationer fandt Descartes sit grundlag for den sikre viden om jegets eksistens. Selv om vi tvivler på alt, er der én (vores ego) der tvivler, og derved har vi slået vores egen eksistens fast. Dette udtrykkes i det kendte slagord “Cogito, ergo sum” der betyder “Jeg tænker, derfor er jeg.”

Tag styringen

I en relativ ung alder af 25 år skal jeg belære indsnævret usympatiske narcissister, der render rundt i deres massepsykose og indspærre folk på pest-ramte øer – selv når den tilbageværende og desværre glemte medmenneskelige logik råber stop af fulde lunger. En gruppering der råber op om sammenhold men udbyder modspil og stempler medmennesker som modstykker.

Vi er nåede til en tid hvor folkets stemmer – “politikerne” – forpester medier med deres personlige holdninger fra et personligt perspektiv og ikke personlige holdninger fra et professionelt perspektiv. Kunsten at kunne skille dette ad er gået i sænk i takt med at “like”, “follow” og frygten for “ikke-at-blive-set-for-bare-træer” syndromet er vokset. Vi drukner i click baits, spam, hash tags, tweets, snaps, posts, blogs og dette fænomen bider sig selv i halen da vi holder os oven vande med overnævnte blot for ikke at drukne og forsvinde i det selv samme? Ingen vil glemmes, men jo flere der råber op dets færre bliver hørt.

Vores ytringsfrihed menes at vokse alt imens vores bevægelsesfrihed indsnævres for hver dag, en ambivalent tilværelse som de fleste forståeligt overser men som samtidig dagligt bliver nævnt som skrevet står. Jeg prøver inderligt at råbe højest blandt de hylende sirener der prædiker blot for at prædike – men jeg ved stadig at overdøvelsen desværre kan finde sted hyppigere end den lyttende læser når disse observationer er gennemlæst.

Så nu beder jeg dig – dig som læser dette – om at tænke over tanken og så overveje inderligt hvad det er for et liv mennesket går i møde. Ønsker du at leve i et understimulerende monokulturelt samfund hvor folk isoleres til skralde-øens forrådnelses plads? Et sted hvor vi gemmer det vi ikke kan eller vil håndtere under gulvtæppet.

Jeg siger ikke at jeg har en løsning, men jeg har en holdning og min holdning er at der findes alternativer der er langt bedre end hvad der er lige pt. – men den største forandring starter i selvindsigt og selvrefleksion over ens værdier og handlinger –

så alt i alt…slå autopiloten fra og tag styringen og tænk.

Hjælp min mor er medie og min far er filosof

Det kunne næsten lyde som indledningen til en humoristisk bog – allerede nu kan man forstille sig nogle problematikker jeg har kunne have haft.

“far hvad klok spiser vi?”

“tiden kan defineres på flere måder da det er et menneskeskabt begreb som egentlig kun bruges til at kortlægge hvor og hvornår den givne situation skal, kan eller burde finde sted. Endvidere kan tid regnes ud på flere niveauer og derfor har jeg siddet og summet lidt over begrebet tidstriangulering som kortlægger tid, ikke kun på to planer men tre-dimensionelt…”

“mor har du set mine nøgler?”

“ånderne fortæller mig at du ikke skal bruge dine nøgler og jeg kan læse i dine engle-kort at du alligevel vil komme for sent, men heldigvis er din aura ekstra stærk lige idag pga. stjernerne…”

…med det sagt har disse scenarier aldrig fundet sted da min familie er meget som alle andre familier…og så alligevel ikke.

Min far er en mand, der i mange år har arbejdet i den merkantile sektor og har været dybt ateistisk det meste af sit liv. Han er en person der vægter rationalitet, intelligens, matematik og systematik højere end alt andet. En mand der til hver en tid hellere bruge år på at finde en løsning end at tilsidesætte det andre opfatter som uforklarlighed eller ligegyldighed. Stædighed er ikke vedholdenhed og vedholdenhed har min far meget af – dette har været en vigtig faktor som er blevet hjulpet godt på vej af hans nu deterministiske overbevisning i jagten på det som alle andre også søger – løsningen på livets små og store gåder. Når jeg tænker på min far, ser jeg en mand i sin lænestol med sin bærbar og en kop kaffe. Omgivet af bøger, papir, noter, skriveredskaber og modeller. Han er en mand med en løsning og en holdning til alt. Hans visualiseringsevne rækker længere end nogen jeg nogensinde har mødt og hans kreativitet har jeg fået ind under huden siden at jeg kunne holde på en blyant. Hans passion for problemknuseri stråler ud af ham hver gang en ny brik falder på plads og nye døre åbnes. Min far er det jeg betragter som en ægte filosof. Filosofi kan man ikke blive undervist til. Filosofi er i min optik kunsten at kunne tænke over tanken – at tænke over det andre ikke har tænkt – ikke at tænke over noget en lærer lære dig. Hans skald er hård men tynd og under den lukkede facade gemmer der sig et menneske som er langt mere følsom, eftergivende og analyserende end man lige skulle tro ved første øjekast. En mand der har formet en stor del af min personlighed.

Og nu vi snakker om hvem der har formet min personlighed, så kan jeg passende nævne min anden halvdel, min mor. Min mor er en kvinde med følelserne og tankerne helt uden på tøjet. Hun har en omfavnende udstråling og har vist mig hvad det vil sige at være social intelligent. Hun har lært mig at verden ikke er så sort og hvid og at livet går videre trods modgang til tider. Hun er en kvinde der kigger direkte ind i folks inderste følelser og jeg har ladet mig høre at man føler en dyb relation til hende allerede efter første møde. Hun har en ambivalent udstråling hvor der er masser af ben i næsen samtidig med at hun er meget omsorgsfuld og forstående. Dette bunder nok ud i at hun har en fantastisk forståelse for medmenneskelighed og situationsfornemmelse. Der er et citat der lyder følgende: “in the eyes of a child, the mother is a god” og det vil jeg gerne slå ned før jeg ytre det næste. Ja min mor er min mor men stadig bare et menneske, men aldrig har jeg mødt et menneske der er så dygtigt et medie. Hun rammer spot on på mennskers følelser og tanker. Hun gør det hun gør med hjertet og hun nyder hvert et sekund af det. At se min far og min mor i deres symbiose tilstand gør at jeg dagligt føler håb for menneskeheden og logikken. Min filosofiske far og mit medie af en mor er min bekræftelse i at livet i det daglige rækker dybere end et ni til fire job og en parcelhus villa som gentager sig selv til vi alle må smide det sidste kort. En bekræftigelse i at der i deres alder stadig er dagligt mystik og spænding og at man ikke bare visner og forfalder med flokken.

Jeg kaldte denne tekst hjælp min mor er medie og min far er filosof – men i virkeligheden er det dét bedst tænkelige der kunne have overgået mig.

Mit navn er Oliver, jeg er multikunstner.

I en verden hvor de sociale normer presser studenterhuens klaustrofobiske samlebånds ritualer ned over hovedet på pøblen, glædes jeg hver dag over at jeg har valgt et liv isoleret fra lige netop dét dystopi og valgt et liv som autodidakt sidespringer med forældre der forstår min tilværelse. I det her rotteræs af jakkesæt der trækker sig frem på deres blødende knoer for at sætte sig på toppen af frimureriets altseende  tredje øje – der ser jeg mig selv i en enhjørninge skov fortære mani på et intellektuelt og halv forskruet, men kreativt plan. Jeg ser mig selv i den blomstrende skov kigge ind over den osende grå og trafikeret betonørken, hvor sirener og skrig fylder de massene masser der bevæger sig som myrer i takt til kasseapparaterne der klirrer fra kolosserne.

Jeg ville være færdig hvis ikke mine forældre forstod sig på individualisme og at bare fordi at man er “skør” er ikke lig med at man er skør. Forståelsen for at ikke alle kan passe ned i en kasse og at alle ikke bør passe ned i en kasse.

Så jeg råber ikke om hjælp, kun for dem der ikke kan råbe men jeg råber “tak min mor er medie og min far er filosof”.